LED-pærer

LED-pærer er på mange måder nutidens og fremtidens lyskilde – både udendørs og indendørs. De holder længe, bruger kun lidt el og giver lys i en rigtig god kvalitet.

Gode råd, når du køber LED-pærer
  • Vær sikker på, at du vælger den rigtige sokkeltype og størrelse. Tag eventuelt den gamle pære med.
  • Se efter LED-pærens lysfarve eller farvetemperatur. Den måles i Kelvin. Varme farver ligger på 2.100-2.700 Kelvin. Halogen- og glødepærer er typisk på 2.700-3.000 Kelvin.
  • Er farvegengivelsen vigtig, bør du vælge en LED-pære med en Ra-værdi på 90 eller derover.
  • LED-pærer fås i retningsbestemte og ikke-retningsbestemte versioner. Retningsbestemt er primært til spot-belysning, og ikke-retningsbestemt bruges til mere generel belysning
Vælg den rigtige lumen

LED-pærer passer i de fleste lamper og kan nemt erstatte glødepærer og halogenpærer. Se, hvordan du omregner watt til lumen og får en LED-pære med den samme lysstyrke som en glødepære.

LED-pæren har en lang levetid. Den kan lyse i 10.000-25.000 timer eller længere, før den er slidt op. Det svarer til 10 til 25 år.

Seks fakta om LED-pærer
  • LED står for lys emitterende dioder.
  • LED-pæren er meget energibesparende og bruger typisk 0,1–7 watt.
  • LED-pærer er små komponenter med en særlig elektronik til at drive dioden.
  • LED-pærer indeholder ingen glødetråde eller gasser som andre lyskilder.
  • LED-pæren tænder øjeblikkeligt og giver fuld lysstyrke fra start.
  • LED-pærer er robuste og har en lang levetid på op til 25 år.
God til lysdæmpere

LED-pærer er velegnede til lysdæmpning, hvis LED-pæren og lysdæmperen kan arbejde sammen. Det står på emballagen, om LED-pæren kan dæmpes. Lyset ændrer ikke farve, når du dæmper det, som det gør ved gløde- og halogenlys.

LED-pærer kan genanvendes. Aflever derfor brugte LED-pærer på genbrugsstationen som elektronikaffald.

Få hjælp til at vælge den rigtige pære

Hent Energistyrelsens app Lysguiden, når du skal købe nye pærer. Den hjælper dig med at vælge pærer med den rigtige lumen, watt og farve til de enkelte rum i din bolig.