Jeres gyldne sparetips

I har givet os jeres mest gyldne sparetips, og nu har vi samlet nogle af dem til jer. Efteråret har gjort sit indtog, og vinteren lurer om hjørnet. I takt med, at det bliver mørkere og koldere skruer vi op for elforbruget. Derfor er det en god idé at starte de gode vaner nu!

1. Drop skærmen, øg samværet

“Sluk for skærmen og vær sammen med familien på anden vis. Derved spares en del penge på tv, bærbar, opladning af ipad/tablets, mobiler mm.”

Gå en tur eller skru’ op for hyggen med et brætspil i stedet for at se TV om aftenen. Vi ved godt, at man nogle gange bare har brug for at flade ud foran fjerneren. Men hvad med at skifte TV-kiggeriet ud med en gåtur eller et brætspil 2 aftener om ugen? Så sparer du både på strømmen, mindsker elregningen og får hyggeligt samvær med familien.

Hvis du ser 5 timer mindre fjernsyn hver uge, sparer du ca. 26 kWh. om året. Og det kan du selvfølgelig gange op, hvis der er flere apparater som fjernsyn, playstation og tablets, der også forbliver slukket.

2. Lær de gode vaner fra dig

“Vi forsøger at lære børnene fra en tidlig alder, at vi slukker lys, apparater og vand, når ikke vi har strengt brug for det. På den måde passer vi sammen på kloden”

Inkludér familien, og få alle med på sparemissionen. Tag en snak om, hvad energi er for en størrelse, og hvad vi hver især kan gøre for at spare på den. Husker børnene at slukke lyset på værelset inden skole eller at slukke Playstation efter brug? Ved at udbrede de gode vaner til hele familien, er der ekstra meget at spare – og det kommer alle til gode. Både planeten og din pengepung hepper på jer!

Konkurrence og leg kan skabe gode vaner. Hvad med at sammenligne jeres forbrug med samme periode sidste år eller uge for uge – og have en lille præmie på spil, hvis I sammen kan mindske husstandens elforbrug? Log ind og tjek elforbruget.

3. Brug pæren, og hold øje med dit forbrug

At holde øje med forbruget giver motivation til at nedbringe det. Det bliver en slags konkurrence med sig selv.

Tjek dit forbrug – det kan betale sig. Undersøgelser har nemlig vist, at bare ved at holde øje med dit elforbrug kan du spare op mod 10% – eller mellem 200-800 kWh årligt – afhængigt af hjemmets størrelse og hvor mange I bor sammen. Når man følger med i sit elforbrug, bliver man automatisk mere bevidst om strømslugere i hjemmet. Måske ryger elforbrug i vejret, når du tænder for tørretumbleren, støvsugeren eller komfuret? Og så kan det være tid til en mere energirigtig model.

Hop ind i selvbetjeningen, og følg dit forbrug.

5 hurtige

1. Har du mulighed for det, er det en fordel at sætte vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine til at køre om natten. Der er prisen nemlig oftest billigst.
2. Skift alle lyskilder til LED-pærer.
3. Tø frostvarer op i køleskabet. Så bruger det mindre energi på at køle de andre madvarer.
4. Drop van(d)viddet. Du behøver hverken dække æg eller kartofler med vand for at opnå en perfekt tilberedning. Du kan nøjes med at koge æg i ½ dl vand – og kartofler i 1-3 dl vand.
5. Fyld altid vaskemaskine og opvaskemaskine helt op – så får du fuld valuta for pengene.