Gå til indhold

Energimærkning af apparater

EU’s energimærkning er en vigtig faktor – både når du skal investere i nye husholdningsapparater, og når du skal blive klogere på din elregning. Energimærkningen viser nemlig, hvor meget energi et apparat bruger, og mærkningen gør det derfor langt lettere for dig som forbruger at vælge energieffektive produkter og spare penge på din elregning. 

Her på siden dykker vi ned i, hvad energimærkning er, hvilke forskellige energimærker, der findes, samt hvordan du aflæser disse mærker. Du kan også blive klogere på, hvordan et energimærke kan hjælpe dig med at lave energirigtige forbedringer i dit hjem.

Hvad er et energimærke?

Et energimærke er en mærkningsordning, der viser, hvor energieffektivt et apparat er. Mærket giver en klar indikation af, hvor meget energi et apparat bruger i forhold til andre produkter. Ordningen med energimærker er gældende i EU, og mærkningen omfatter hårde hvidevarer og en række forskellige øvrige apparater – alt fra køleskabe og vaskemaskiner til computere og fjernsyn.

Det smarte ved energimærker er, at de hjælper dig som forbruger med at lave energirigtige investeringer. Du kan først og fremmest få et indblik i, hvilke apparater i dit hjem der måske kunne have gavn af en udskiftning. Og du kan også blive klogere på, hvilket apparat du skal investere i. Energimærket giver dig nemlig et klart billede af, hvor energieffektivt et produkt er i forhold til andre produkter på markedet, og det gør det langt nemmere for dig at sammenligne forskellige produkter. På den måde kan du vælge lige netop det produkt, der både passer til dine behov og bruger mindst mulig energi. 

Se efter energimærket, når du køber nyt

Energimærkningen kan hjælpe dig med at spare hundredvis af kroner hvert år, hvis du vælger apparater fra den bedste energiklasse frem for energislugende apparater. Men dette kræver, at du har en forståelse for energimærkningen.

Hvor energimærkningens skala tidligere gik fra A+++ til G, har EU pr. 1 marts 2021 ændret energimærkerne for bl.a. køleskabe, frysere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner og tv. Dette betyder, at skalaen for det nuværende energimærke nu blot strækker sig fra A-G, hvor A er det mest energieffektive, og G er det mindst energieffektive. 

Mange produkter er med tiden blevet mere energieffektive, og derfor blev der tilføjet plusser til den oprindelige A-G-skala. For ikke at drukne i plusser har EU nu strammet kravene til den bedste energiklasse og justeret skalaen, så A igen er det bedste. I flere produktkategorier findes der derfor ikke nødvendigvis A-mærkede produkter på markedet, og du kan derfor sagtens gå efter B- eller C-mærkede produkter. Når det kommer til det nye energimærke, anbefaler Energistyrelsen, at du går efter:

  • Køleskabe, vinkøleskabe og frysere: B eller C
  • Opvaskemaskiner: B eller C
  • Tv og andre digitale skærme: B eller C
  • Vaskemaskiner: A eller B
  • Kombinerede vaske/tørremaskiner: D

Apparater med energimærkning

Der er krav om energimærkning på en række forskellige typer af elektriske apparater.

EU’s energimærkninger er obligatoriske for disse apparater:

  1. 1.

    Køleskabe og frysere

  2. 2.

    Ovne

  3. 3.

    Emhætter

  4. 4.

    Opvaskemaskiner

  5. 5.

    Vaskemaskiner

  6. 6.

    Tørretumblere

  7. 7.

    Kombinerede vaske- og tørremaskiner

  8. 8.

    Støvsugere

  9. 9.

    Lyskilder

  10. 10.

    Lysarmaturer

  11. 11.

    Fjernsyn

  12. 12.

    Varmepumper

  13. 13.

    Vandvarmere

  14. 14.

    Varmtvandsbeholdere

  15. 15.

    Kedler til varmeanlæg

  16. 16.

    Klimaanlæg

  17. 17.

    Elpærer

Det skal du være opmærksom på

Når du skal aflæse og sammenligne energimærker, er det vigtigt at være opmærksom på, at skalaen kan variere afhængigt af, hvilket produkt der er tale om. Dette vil sige, at et energimærke i produktgruppen for køleskabe, ikke nødvendigvis kan sammenlignes med samme energimærke i en anden produktgruppe. Det er også væsentligt at være opmærksom på, at du stadig godt kan støde på et energimærke, der er uddelt i efter tidligere lovgivning. 

EU vil fremover jævnligt stramme kriterierne for energimærkerne, så skalaen forbliver den samme i fremtiden. Læs mere om de nye energimærker samt fordele og ulemper på label2020.dk.

Eksempel på tidligere energimærkning på en vaskemaskine:

Grafik

Forstå farverne på dine energimærker 

Farverne rød, gul og grøn bruges også til at illustrere produktets energieffektivitet yderligere, hvilket gør det endnu lettere for dig at afkode mærkerne. Få et overblik over de forskellige farvekoder ved det nuværende energimærke her, og bliv klogere på, hvilket energimærke, du bør gå efter: 

  • Apparater med energiklasser tilhørende de grønne farver har de laveste energiforbrug
  • Apparater med energiklasser tilhørende de gule eller orange farver er mere energikrævende
  • Apparater med energiklasser tilhørende de røde farver er særligt energikrævende

Hvis du er på jagt efter et ekstra energieffektivt produkt, anbefaler vi dig derfor at gå efter et produkt med et energimærke-A placeret i de grønne felter. Her kan du finde gode råd til, hvordan du får gode energivaner

Sænk dit energiforbrug

Et gyldigt energimærke er et værktøj, der kan hjælpe dig med at reducere dit årlige energiforbrug og spare penge på din elregning. Faktisk er det ikke usædvanligt, at du ved at udskifte et apparat med et dårligt energimærke som eksempelvis energimærke-D faktisk kan spare op til 300 kroner årligt – og dette tal er selvfølgelig højere, når elpriserne er højere. Når du skal vurdere, om du bør udskifte dit nuværende apparat, kan du med fordel gøre følgende:

  • Fastlæg dine behov for nye funktioner
  • Overvej det nye produkts levetid
  • Beregn den årlige besparelse i elregningen
  • Foretag en prissammenligning
  • Indtænk påvirkningen på miljøet 

Udover at spare penge på din elregning, kan du mindske dit klimaaftryk, da et produkt med energimærke-A eksempelvis er mere miljøvenligt end et produkt med energimærke-C eller energimærke-E.

Energimærket sladrer om apparaterne

Vidste du, at energimærket ikke kun giver oplysninger om et produkts energieffektivitet? Et gyldigt energimærke giver nemlig også oplysninger om eksempelvis produktets lydniveau og funktionelle egenskaber, og på den måde kan det nuværende energimærke faktisk sladre om dine apparater.

Energimærket viser eksempelvis oplysninger om det gennemsnitlige lydniveau, men du kan også finde informationer om eksempelvis timerfunktion, skærmstørrelse eller lignende. Dette giver dig de bedste muligheder for at vælge et produkt, der passer til dine specifikke krav og ønsker.  

Har du spørgsmål til dit energi-forbrug?

Vores erfarne energirådgivere hjælper med alle spørgsmål, der har med dit energiforbrug at gøre.

Bliv klogere på energimærker og -klasser

På Energistyrelsens hjemmeside kan du få anbefalinger til, hvad du skal kigge efter, når du køber nyt.