Spar el i sommerhuset

Ofte kan nogle få ændringer gøre en stor forskel på elregningen – vi har samlet vores bedste råd til, hvordan du skruer ned for elforbruget i sommerhuset.

Løber elmåleren hurtigt i sommerhuset?

Flere og flere danskere bruger sommerhuset året rundt, også om vinteren. Vi tager på weekendophold, holder ferie eller, som i de sidste par år, går i hi for corona-epidemien. Derfor er elforbruget i sommerhusene mere aktuelt end nogensinde.

Sig farvel til den dyre elvarme

Hvis du er en af de mange, der bruger elvarme til at holde huset lunt, kan der være mange penge at spare. Elvarme er en dyr opvarmningsform, der stadig er meget almindelig i sommerhuse – især fordi den er billig at installere.
Flere og flere vælger dog at udskifte elvarmen eller supplere den med en mere energirigtig løsning – og det er en god idé. Vidste du f.eks., at du kan reducere elforbruget med op til 10 % ved at bruge elradiatorer med elektroniske termostater i stedet for mekaniske? Og hvis du supplerer elradiatoren med en luft til luft-varmepumpe, så sparer du cirka 50 % på elregningen og får op til 5 gange mere varme per kWh. Det er da til at tage og føle på!

link

Spar på varmen i sommerhuset

Flere og flere vælger elvarmen fra og ser på helt andre måder at varme sommerhuset op på.

Se hvordan her

Udnyt solens stråler

Bruger du primært sommerhuset i sommerhalvåret, kan du overveje at montere solceller og solvarmeanlæg på taget, der både kan levere strøm og varmt vand til dit ophold. Men du skal overveje, om du har pladsen, om taget kan bære det, og om du kan holde det skyggefrit.

Er dine hårde hvidevarer sendt på pension?

Mange af os sætter de hårde hvidevarer på pension i sommerhuset, når vi skifter til nye derhjemme. Men det er en dårlig idé, for de gamle apparater har typisk et langt større elforbrug end tilsvarende modeller i dag. Ud over et højt elforbrug har nogle gamle og en del nye køle-fryseskabe det problem, at de kun har én termostat, der styrer både køleskab og fryser. Hvis temperaturen i sommerhuset kommer under 5 grader, vil kompressoren ikke køre i lang tid, da temperaturen i køleskabet allerede er lav. Det betyder desværre også, at fryseren ikke længere fryser ned til -18 grader, og der vil være risiko for, at indholdet tør op. Det er derfor en god idé at vælge et køle-fryseskab med to termostater. Og selvfølgelig helst et i den nye energiklasse B eller C.
Det kan i nogle tilfælde også betale sig at reparere de gamle hårde hvidevarer – og så er det i samme omgang en god idé at få afiset fryseren og tjekket tætningslisterne.

Skær toppen af elafgiften i sommerhuset

Hvis du har et sommerhus, der opvarmes med f.eks. varmepumpe, elpaneler eller solceller, kan du få nedsat elafgiften for den del af dit årlige elforbrug, der overstiger 4.000 kWh. Har du derfor et højt forbrug, der ligger godt over de 4.000 kWh, kan du spare helt op til 3.000 kroner om året. Det er desværre ikke gældende for kolonihavehuse.

Læs mere via et af linkene nedenfor og se, hvordan du søger.

For kunder i SEAS-NVE Energi For kunder i SEAS-NVE Strømmen

Skift til LED-pærer inde og ude

LED-pærer bruger typisk 90 % mindre strøm end gammeldags glødepærer. Samtidig har gode LED-pærer et langt bedre lys end gamle sparepærer, og så tænder de på fuld lysstyrke med det samme. Gå efter en Ra-værdi på 90 eller mere, så får du en rigtig god farvegengivelse. Få flere lysende råd

Tjek dine apparaters elforbrug

Har du mange ældre apparater i sommerhuset, kan de tilsammen få elmåleren til at løbe stærkt. Du kan derfor med fordel købe en energimåler. Så kan du selv kontrollere de enkelte apparaters forbrug og få en idé om, hvor der kan spares på strømmen ved at begrænse brugen eller skifte til nyt.

spar vand i sommerhuset

Mindre pjask og bedre vandvaner i sommerhuset

Sådan skruer du ned for vandforbruget i jeres sommerhus.

Gode råd om vand

Følg dit forbrug online

din online selvbetjening kan du nemt følge med i dit forbrug. Faktisk kan du spare på strømmen ved blot at holde øje og lave små ændringer i dit sommerhus og dine vaner.

Er du kunde i SEAS-NVE Energi kan du også følge dit forbrug tæt med appen SEAS-NVE Energi. Her kan du både se dit forbrug, hvad strømmen koster, og hvornår den er mest klimavenlig. Så kan du nemt se, hvilke tidspunkter der er bedst til f.eks. at bruge ovnen eller sætte en vask over.

Er du kunde i SEAS-NVE Strømmen kan du tilmelde dig advarsler og få en besked, hvis elforbruget pludselig ændrer sig – hvis der f.eks. er strømafbrydelse eller indbrud. På den måde kan du reagere hurtigt og begrænse skaden. 

Har du brug for mere hjælp?

Hvis du er kunde hos SEAS-NVE, er du altid velkommen til at spørge vores dygtige energirådgivere til råds om stort og småt – ganske gratis. De sidder altid klar til at hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan spare mest – både derhjemme og i sommerhuset.