Sammenlign dit varmeforbrug

Opvarmningen af din bolig sluger meget energi. Typisk udgør det halvdelen af dit samlede energiforbrug. Og der kan være mange penge at spare, hvis du sænker det. Samtidig får du et bedre indeklima og gør miljøet en tjeneste.

Men er dit varmeforbrug i forvejen helt i bund eller glødende højt? Sammenlign det med gennemsnittet:

Nedenfor kan du se varmeforbruget pr. m2 i et etplanshus.

 

Opførelsesår  kWh/år
 Huse fra før 1962 uden efterisolering  200
 Huse fra før 1977 uden efterisolering  170
 Huse opført efter 1977  110
 Huse opført efter 1998  90
 Huse opført efter 2012  75

Fjernvarmeforbruget til brugsvand udgør i gennemsnit 850 kWh/år pr. person.

Naturgasforbrug pr. m2 i et parcelhus på 100-149 m2.

 

 Opførelsesår m3/m2/pr. år
 Huse fra før 1960  16,3-17,2
 Huse fra 1960-1976  13,5
 Huse opført 1977-1998  10,3-11
 Huse opført 1999-2006  9,4
 Huse opført 2007-2012  8,3
 Naturgasforbrug til varmt brugsvand pr. person  75

Bor du i en normal, velisoleret enfamiliesbolig (et parcel-, kæde- eller rækkehus fra før 1990), bør dit elforbrug til opvarmning passe med tallene i skemaet. Bor du i et hus, der er bygget efter 1990, er dit forbrug typisk lavere, da nyere huse ofte er bedre isoleret. Er dit forbrug meget højere end tallene i skemaet, er det en god idé at undersøge årsagen.

Uden kælder  Med kælder
1 plan  80 kWh/m2/år  +40 kWh/m2/år
 1 1/2  70 kWh/m2/år  +40 kWh/m2/år

 

Se her, om du kan søge om reduceret elafgift

Elvarmeforbrug i lejligheder og ferieboliger
Når du bor i lejlighed, vil dit forbrug til opvarmning typisk være 60-100 kWh pr. m2/år. Forbruget er mindst i lejligheder, der ligger i midten, og størst i tag- og gavllejligheder samt stuelejligheder.

Der er stor forskel på elforbruget til varme i sommer- og kolonihavehuse. Det afhænger af, hvornår og hvor ofte husene bliver brugt. Og naturligvis af isoleringen og elvarmeanlægget. Hvis huset er godt isoleret og bliver brugt som helårsbolig, har det samme elforbrug som helårsboliger.

Sommerhuset har godt af at blive holdt frostfrit i vinterhalvåret med en temperatur på 5-6 °C. Det giver et forbrug på cirka 80 kWh pr. m2 pr. år. Forbruget til opvarmning i et lille sommerhus på 50 m2 kan nemt komme op på 4.000 kWh pr. år.

Hvad påvirker mit varmeforbrug?

  1. Isolering af din bolig.
  2. Typen af bolig: Der skal ofte mere til at opvarme et hus end en lejlighed.
  3. Jo større bolig, des større varmeforbrug.
  4. Hvor mange I bor i boligen.
  5. Dine varmevaner.
  6. Årstiden: Dit varmeforbrug er højere i de kølige vintermåneder end i den lune sommertid.