Varme til halv pris med centralt biomassefyr

Varmeomkostningerne faldt med 45 procent og CO2-udledningen med 90 procent, da den sociale institution Rønnegården udskiftede utidssvarende varmeanlæg med et centralt biomassefyr.

I tæt samarbejde med SEAS-NVE har Den Sociale Virksomhed og Region Hovedstaden skåret kraftigt ned på varmeomkostninger og CO2-udledning på institutionen Rønnegården ved Hillerød.

En række mindre, utidssvarende varmeanlæg blev erstattet af et centralt biomassefyr, der nu leverer varme til alle Rønnegårdens 9 bygninger. Løsningen sparer cirka 650.000 kroner om året, sænker CO2-udledningen med 90 procent og finansierer sig selv på kun 3,8 år.

Erling Henry Andersen fra Den Sociale Virksomhed fortæller:

“Vi blev overraskede over, hvor meget der kunne spares – både i kroner og CO2. Analysen gav os en hurtig beslutningsproces, og på baggrund af de gode erfaringer valgte vi også at lade SEAS-NVE styre udbud og byggeprojekt.”

Nøglefærdig løsning

Efter analysefasen udarbejdede og gennemførte SEAS-NVE’s energirådgiver et såkaldt funktionsudbud. Det vil sige et udbud, der bygger på en detaljeret beskrivelse af kravene til det færdige anlæg.

“I sager som denne er det bedre at beskrive anlæggets funktion, end hvordan det skal udføres. Ved at sætte behovene i centrum kan vi bedre afsøge markedet for de bedste løsninger. Vi fik tre tilbud og valgte det billigste, hvor prisen var cirka 20 procent lavere. Byggeriet er gået som planlagt, og anlægget er nu sat i drift,” siger energirådgiver og specialist i vedvarende energi Kristian Leinum fra SEAS-NVE.

Vigtig beskæftigelse til beboerne

Foruden de markante besparelser har valget af et centralt biomassefyr til træflis også givet en ny, vigtig arbejdsopgave til beboerne. På Rønnegården lægger personalet vægt på at inddrage beboerne i den daglige drift. Ansvar og medbestemmelse skaber mening og styrker følelsen af at høre til.

“Et biomassefyr skal tilses dagligt, og vi har også indkøbt udstyr, så vi selv kan producere flis af træ fra egen jord. På den måde passer løsningen også godt til Rønnegården. Vi er meget tilfredse med resultatet, og måden SEAS-NVE har styret tingene på,” siger Erling Henry Andersen.

Energirådgivning der gør en forskel

Vi har kompetencen til at strukturere, styrke og forankre jeres energioptimering på alle niveauer – fra den øverste ledelse til de driftsansvarlige.

Tag en snak med os

Kim Jensen
Energi Partner

23 62 11 70
Kontakt på mail